tirsdag den 9. august 2011

Den franske metro-kanin

Da jeg vendte ideer til min kommende blog med min skønne kæreste aka. the librarian foreslog han grinende at jeg på de dage hvor det går mindre fantastisk kan bruge den parisiske metro-kanin (eller "le lapin RATP" som den kan googles under) som profilbillede. Og i dag er vist kanindag.

Jeg er helt usandsynligt dårlig til at være arbejdsløs. Og jeg bliver ikke bedre af at øve mig - det ved jeg helt bestemt for jeg er lige nu i gang med 3. runde nul-arbejde indenfor et år. Faktisk bliver jeg dårligere... I sidste runde var jeg vanvittigt aktiv, stod op kl. 6.30 som altid (både the librarian og jeg A-mennesker og  der er jo ingen grund til at blive liggende og stirre på vores hvide, helt detaljeløse loft), joggede, tog undervisning i ridning, var ekstra huslig (nu havde jeg jo tiden) og fik også klemt lidt jobsøgning ind hist og her. I det hele taget havde jeg som regel oplevet noget andet end indersiden af lejligheden og mit eget hoved når the librarian kom fra kontoret.

Ikke denne gang! Vores meget stille weekend er for mit vedkommende fortsat som en nærmest død mandag og tirsdag. Åndsvag, amerikansk romantisk komedie, der ikke er sjov overhovedet kl. 10? Jo, tak - følger der te og slik med? og et tæppe til at kramme? (og, ok, også til at varme - vintertemperaturerne er tilbage og lejligheden er ikke isoleret). Jamen, så er jeg da klar -  og så bare sidde i sofaen og læse blogs resten af dagen? Det var i alt fald sådan det endte. Og jeg kan ærligt talt ikke mærke at der er så store mængder energi på vej i min retning at det kommer til at ændre sig de første par dage. Så i morgen tror jeg såmænd at jeg prøver den samme pakke, men måske uden dårlig samvittighed.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar