At koge eller ikke koge suppe

på den velkendte kombination af old news og ordet terror.

Selvom vi har slået det mentale telt (ja, for rent boligmæssigt skal jeg altså have noget med mursten) op helt heromme på den anden side af kloden så dropper jeg som regel forbi et par danske net-aviser hver dag. Bare for sådan lige at holde lidt øje med hvad der sker.
Her til morgen kunne jeg konstatere at Københavns Kommune åbenbart ikke får 12 for indsatsen i forbindelse med drikkevandsforureningen på Nørrebro.
Det er der ikke noget opsigtsvækkende i - offentlige instanser får sjældent ros for noget i det hele taget.
Til gengæld fik den "kommunikationsekspert"der udtalte sig til artiklen lige klemt ordet terror ind to gange i løbet af en meget kort artikel. Især den sidste reference fik mig vækket fordi damen gav udtryk for at kommunen nok havde undladt at nævne muligheden for terror for ikke at skabe unødvendig panik...
Altså, det er bare en e-coli forurening vi taler om, ikke? Jeg ved godt at det er alvorligt nok i sig selv - sidste år på denne tid gik jeg f.eks. og sprittede hænder i en uendelighed for ikke at få en coli-infektion fra mit aarhusianske drikkevand lige inden min lange flyvetur herned. Men det sker altså jævnligt, i de 7 år jeg boede i Aarhus oplevede jeg da 3-4 gange påtvunget vandkogning. Og synderne viste sig hver gang at være duer eller måger og deres efterladenskaber. Og, kunne jeg læse på kriseinfo.dk, den københavnske forurening ser ud til at skyldes regnvand der er trængt ind i systemet via vejarbejde. Så jeg kan faktisk godt forstå at Københavns Kommune ikke straks sprang til "nogen-forsøger-at-gøre-os-fortræd-teorien" og jeg synes ærligt talt at det er trist at folk som denne pr-konsulent får medieplads til den slags udtalelser bare fordi det ikke længere er en nyhed at vandet skal koges.

Luksusspise

Bananer er iøvrigt faldet en del i pris - nu koster de kun hvad der svarer til ca. 50 danske kroner pr kilo...

Krea-kage

Nogle gange gad jeg godt være en af de der kreatyper der rent faktisk kan omsætte nogle af de fiine ideer der af og til dukker op inde i mit hoved til virkelighed.
DET er jeg ikke. Min profiltegning her på stedet er noget af det tætteste jeg nogensinde er kommet på en hoved-til-virkeligheds-kopi. Og det er stadigvæk ikke rigtigt godt.

Til gengæld er jeg god til at sige det højt når jeg møder folk der laver noget flot eller forfølger deres drømme, som f.eks. Sif og hendes skægge blog og smukke kager.

Indsatsområder

Stinestregen har lagt blyant og tusch til Kræftens Bekæmpelses nye tiltag Ditliv (ordspil på dit liv og Ditlev). Ditliv skal på http://www.cancer.dk/ditliv/  hjælpe kræftpatienter og pårørerende med at klare sig bedst muligt igennem det kræftforløb de er blevet ufrivillige deltagere i. Ditliv fokuserer på søvn, kost, motion og tanker og kommer med gode råd om hvordan man styrker de 4 områder i noget der ellers kan virke vældigt skræmmende og kaotisk.

Det er med andre ord et rigtigt godt tiltag og Stines Ditliv (se hans oprindelse her) er supersej og jeg håber, også på egne vegne, at hun får mange flere tegneopgaver i fremtiden og husker at fortælle os hvor man kan se resultatet.

Jeg ville bare ønske at Kræftens Bekæmpelse også ville lægge lidt energi i den del af deres site der informerer om bl.a. kræft- og behandlingsformer. Så vi som pårørende kunne have et sted at finde ny og korrekt information om forskellene, fordelene, ulemperne ved og erfaringerne med forskellige behandlingstyper.
I stedet for info der sidst blev opdateret i 2008 og desværre harmonerer dårligt med det vi har hørt fra lægerne tidligere i forløbet (og derfor må forventes at være forældet).
Så vi ikke var afhængige af patienternes filtre og lyst til at videregive information.
Når nu patienterne kan blive så bange for deres sygdom at de affærdiger spørgsmål om ændringerne i deres behandlingsplan (fordi den mest optimale behandlingsform har vist sig ikke at være en mulighed) med at det vil de ikke spilde lægernes tid på at spørge om.

Søndagsblomster

Spiste morgenmad med en tidligere kollega i en anden bydel.
Nussede bagefter lidt rundt i kvarteret og fandt disse skønne blomster

Hvad fa'en gør man så?

Når ens nye gamle arbejdsplads ringer og gerne vil have en tilbage, that is.
Mindre end to uger efter at man havde sin sidste arbejdsdag hos dem.

Så i det sene efterår, eller var det allerede blevet vinter? jeg har ikke helt styr på den præcise placering af de australske årstider endnu.
Men altså, for et par måneder siden startede jeg i en administrativ stilling ved australsk virksomhed der udbyder videregående uddannelser indenfor et begrænset antal fagområder.

Men selvom der var supergod kemi til jobsamtalen - hold op hvor vi hyggede os, selvom jeg var svimmel af stress og præstationsangst og faktisk lige ved at besvime ind over det store fine mødebord - så viste det sig hurtigt at det job og jeg nok alligevel ikke var som skabt for hinanden. Den afdeling jeg hørte til havde lidt for lidt styr på tingene og havde glemt i tide at sætte grænser for nogle personer der helt klart ikke ønskede at anvende deres teoretiske viden om god kommunikation i praksis.

Nu er jeg ikke typen der giver op så jeg prøvede virkelig at få det til at lykkes (så attraktivt er det heller ikke at skrive ansøgninger og gå til jobsamtaler) og forsøgte bl.a. nogle forskellige vinkler overfor dem jeg var kommet skævt ind på. Men lige lidt hjalp det og midt i juli blev jeg så træt af at bruge mine eftermiddage som Moaning Myrtle og mine nætter på ikke at sove at jeg sagde op. Blev hængende i mine to ugers opsigelse og listede så ellers ud lige så stille som overhovedet muligt.

Men så i går kom der en mail fra hende der oprindeligt rekrutterede mig og som har været sød til at forsøge at følge op på hvordan jeg klarede mig og som jeg har small-talket lidt med hist og her. Hun ville høre om jeg havde fundet nyt job for ellers havde hun et forslag til mig: hun har fået en anden stilling i virksomheden og kunne egentligt godt se for sig at jeg blev vikar i hendes nuværende stilling  - som meget mere er en stilling efter mit hoved med opgaver der skal løses uafhængigt af chefens rejser og den slags. Og som er placeret i en anden afdeling, hvorfra jeg kun har mødt hjælpsomhed og søde mennesker. Så jeg er fristet, det er ikke til at komme udenom.
Men kan man det?
Vende tilbage til en arbejdsplads hvor man har været vældigt ærlig (men helt igennem ordentlig og nede på jorden) om hvorfor man gik? Og hvor man godt ved at der stadigvæk er visse issues selvom man nu kommer ud af skudlinjen.
Møde op med sin yndlingskop og lave te og genoptage frokostpausesamtaler med de sjove og søde? Og bare lidt lade som om man har været på ferie?
Eller er det for mærkeligt? Kommer de ikke bare til at kigge mærkeligt og synes at jeg sikkert bare var for blød til at klare mig ude i resten af verden?
Eller er det bare mig?

Jeg har til på mandag til at tage en beslutning...

Jordbærgrød siger du?

Jo, det kan jeg sagtens koge. Jeg er faktisk ret ferm i et køkken.

Jeg skal nok bare holde op med at tro at jeg kan styre at tage morgenmaden med ind foran computeren samtidigt...

I det mindste gik røgalarmen ikke........... Gad vide om den er i stykker? Normalt aktiveres den bare vi tænker på at riste brød.