Da jeg endnu ikke var begyndt på mit nye job (som i øvrigt er superfedt) og derfor ikke deponerede 90 % af min energi udenfor hjemmet genoptog jeg projekt strikning. Det har kørt sådan lidt on and off de sidste 4 år, dog mest off indtil vi flyttede herned sidste år.
Paradoksalt egentligt - at give sig til at strikke, og helst i uld, når man flytter til Australien.
Men altså i løbet af efteråret (det australske) fik jeg strikket et par uldne sokker som jeg er meget, meget glad for. Både fordi jeg er verdens største frossenpind der virkeligt godt kunne bruge noget mere isolering end det bygningerne hernede er udstyret med. Men ikke mindst fordi det lykkedes.
Jeg har aldrig haft hænderne skruet sådan rigtigt fornuftigt på, og ekstra tommelfingre har det med at spontanopstå når jeg skal være praktisk. Men efter et par øve-meter (ok, måske max en halv faktisk) havde jeg da styr på garn og 5 strømpepinde, ret, vrang, ind- og udtagninger.
Og så var tiden så kommet til at strikke noget rigtigt (som i brugbart) og valget faldt på sokker selvom det er en disciplin jeg tidligere har fejlet helt håbløst i. Det er altid gået galt omkring hælen selvom velmenende mennesker har forsøgt at udstyre mig med "nemme" hæl-opskrifter og forsikret mig om at det er ganske ligetil. Andre har bare med irriterende selvtilfredshed konstateret at "det da er supernemt at strikke strømper" - ih, tak, hvad med at dele ud af din viden så?
Men, jeg har opdaget at de har ret... Det er nemt nok at strikke sokker. Det svære ligger i at forstå opskriften! Strikkeopskrifter bruger et helt vanvittigt indforstået sprog og dårlige diagrammer til at forklare hvad det er forfatteren vil have dig til: "strik 20 masker op i inderste lænke af hælklappens kant", aha, og skal jeg så også lige lave en hilsen til solen og en gang vegansk yoghurt nu jeg er i gang? Så hvis ikke du har din mor eller en anden strikkekyndig person ved hånden skal du helst være kryptograf på NSA-niveau eller utroligt tålmodig. Eller virkeligt, virkeligt stædig. Gæt selv hvilken kategori jeg hører til... Nemlig, det der strikning skal simpelthen ikke have lov til at få krammet på mig, så jeg blev ved til det lykkedes.
Og nu er jeg så gået i gang med huer og vanter til veninders børn hjemme i DK. For der er vinteren jo lige om hjørnet og de små pus skulle nødigt fryse. Så forhåbentligt får jeg snart noget mere energi i fritiden for 1,5 vante er nok ikke helt nok.
Paradoksalt egentligt - at give sig til at strikke, og helst i uld, når man flytter til Australien.
Men altså i løbet af efteråret (det australske) fik jeg strikket et par uldne sokker som jeg er meget, meget glad for. Både fordi jeg er verdens største frossenpind der virkeligt godt kunne bruge noget mere isolering end det bygningerne hernede er udstyret med. Men ikke mindst fordi det lykkedes.
Jeg har aldrig haft hænderne skruet sådan rigtigt fornuftigt på, og ekstra tommelfingre har det med at spontanopstå når jeg skal være praktisk. Men efter et par øve-meter (ok, måske max en halv faktisk) havde jeg da styr på garn og 5 strømpepinde, ret, vrang, ind- og udtagninger.
Og så var tiden så kommet til at strikke noget rigtigt (som i brugbart) og valget faldt på sokker selvom det er en disciplin jeg tidligere har fejlet helt håbløst i. Det er altid gået galt omkring hælen selvom velmenende mennesker har forsøgt at udstyre mig med "nemme" hæl-opskrifter og forsikret mig om at det er ganske ligetil. Andre har bare med irriterende selvtilfredshed konstateret at "det da er supernemt at strikke strømper" - ih, tak, hvad med at dele ud af din viden så?
Men, jeg har opdaget at de har ret... Det er nemt nok at strikke sokker. Det svære ligger i at forstå opskriften! Strikkeopskrifter bruger et helt vanvittigt indforstået sprog og dårlige diagrammer til at forklare hvad det er forfatteren vil have dig til: "strik 20 masker op i inderste lænke af hælklappens kant", aha, og skal jeg så også lige lave en hilsen til solen og en gang vegansk yoghurt nu jeg er i gang? Så hvis ikke du har din mor eller en anden strikkekyndig person ved hånden skal du helst være kryptograf på NSA-niveau eller utroligt tålmodig. Eller virkeligt, virkeligt stædig. Gæt selv hvilken kategori jeg hører til... Nemlig, det der strikning skal simpelthen ikke have lov til at få krammet på mig, så jeg blev ved til det lykkedes.
Og nu er jeg så gået i gang med huer og vanter til veninders børn hjemme i DK. For der er vinteren jo lige om hjørnet og de små pus skulle nødigt fryse. Så forhåbentligt får jeg snart noget mere energi i fritiden for 1,5 vante er nok ikke helt nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar